Når vi nævner de store psykologiske pionerer, dukker Freud og Jung næsten automatisk op. De var skikkelser, der ændrede vores måde at forstå mennesket på – Freud med det ubevidste og seksualitetens rolle, Jung med drømmene, arketyperne og forbindelsen til det kollektive. 

Det kan være nærliggende at spørge: “Findes der nogen, der kan måle sig med dem? Nogen, der er nutidens Freud eller Jung?”

Mit indtryk er, at billedet i dag ser anderledes ud. Vi har ikke én dominerende stemme, der sætter hele kursen. I stedet har vi mange, som hver især belyser en del af den menneskelige erfaring i en tid, hvor verden bevæger sig hurtigere, og hvor udfordringerne ser anderledes ud end for 100 år siden.

Byung-Chul Han, en sydkoreansk filosof bosat i Berlin, beskriver vores samtid som et præstationssamfund, hvor vi ikke længere bliver undertrykt udefra, men presser os selv indefra. Hans analyser af udbrændthed, digitalisering og manglen på langsomhed rammer noget meget genkendeligt i mange menneskers liv.

Judith Butler udfordrer vores forståelse af køn og identitet. Hun minder os om, at vi ikke kan tage vores kategorier for givet – at mennesket altid er mere flydende, mere komplekst, end vi først tror.

Slavoj Žižek, den excentriske slovenske filosof, blander Freud og Lacan med popkultur og politik. Han bruger psykoanalysen til at vise os, hvordan ideologi og kultur gennemsyrer vores hverdagsliv – ofte på måder vi ikke opdager.

Gabor Maté, læge og terapeut, er blevet en slags stemme for en hel generation, der søger at forstå traumer, afhængighed og stress. Hans arbejde minder os om, at psykiske vanskeligheder ikke bare er individuelle, men ofte har rødder i samfund og barndom.

Bessel van der Kolk har med bogen The Body Keeps the Score sat traume på verdenskortet. Han viser os, hvordan kroppen bærer hukommelsen, og hvordan heling må ske både kropsligt og sjæleligt.

 Og så er der Yuval Noah Harari, historikeren, som har forvandlet menneskets udviklingshistorie til et fælles samtalerum. Hans bøger Sapiens og Homo Deus får os til at reflektere over, hvem vi er – og hvor vi er på vej hen.

Forskellen er tydelig: Freud og Jung stod alene på scenen. I dag er scenen fyldt med mange stemmer, og måske er det netop sådan, det skal være. Ingen kan alene indfange hele den menneskelige erfaring i en verden, der er globaliseret, digitaliseret og under konstant forandring.

I stedet for at lede efter “den næste Freud eller Jung”, kan vi måske se nutiden som et kor af stemmer. Nogle mere akademiske, andre mere praktiske, nogle spirituelle, andre samfundskritiske. Tilsammen giver de os et rigere og mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være menneske i dag.

Og måske er det også det, der kendetegner vores tid: at vi ikke søger én autoritet, men mange perspektiver, vi kan spejle os i, udfordre og lade os inspirere af.